NYHED

Case: Circular Design Camp

Hvad sker der, når vi som virksomheder serverer vores problemstillinger og udfordringer for 150 unge studerende? Det har vi i SEF kastet os ud i med to dages deltagelse på Circular Design Camp.

Den 20.-21. november var SEF’s bæredygtighedsteam repræsenteret på Circular Design Camp ved Reboot Events Bæredygtighedsmesse i Odense Congress Center.

Designbureaet Regndans faciliterer to dage, der bringer studerende og virksomheder sammen om at se nye muligheder og løse virksomhedernes konkrete problemer inden for cirkulær økonomi. Drevet af en designproces finder de studerende bæredygtige løsninger i grupper, som de prototyper og pitcher for virksomhederne.

“Vi oplevede et kæmpe arrangement fra alle de grupper, der arbejdede med vores problemstilling, og vi er virkelig imponerede over, hvor hurtigt de både kunne afkode kompleksiteten og samtidig skabe kreative og innovative løsningsforslag skræddersyet til SEF,” siger bæredygtighedschef Brian Eskildsen.

Billeder fra de to dages designproces.

Der var i alt 9 grupper, der arbejdede med SEF’s udfordring, der grundlæggende gik ud på at finde en måde at bringe SEF’ kommende Skov- og Naturområde ind til byen og borgerne, så de bliver opmærksomme på, at det findes og nysgerrige på at komme ud og opleve området.

Grupperne udviklede ideer, der løste udfordringen ved hjælp af alt fra sansehus på torvet til en sansebog målrettet børnefamilier og skoler, livestreams, hjemmesider og kunstinstallationer. De studerende kom fra forskellige studieretninger fra UCL, SDU og SVK.

Afslutningen på designcampen var et awardshow på REBOOT’s hovedscene. Her kunne SEF overrække sin vinderpris til en gruppe fra Skolen for Visuel Kommunikation – UC Syd. Cecilie, Ida, Sofie og Andrea udviklede et koncept, hvor events i hele landet skulle være med til at give danskerne en følelse af fællesskab og samtidig være med til at sætte et fysisk aftryk på skov- og naturområdet gennem keramisk kunst kreeret til de landsdækkende events.

Denne idé var så nyskabende, æstetisk og veludført, at de løb med SEF’s vinderpris. Men det var bestemt ikke noget nemt valg, da alle grupper udgjorde et skarpt felt af både kreative og brugbare løsninger.

SEF's vindergruppe får overrakt sin præmie.