NYHED

Nærvarme Danmark opkøber kunder fra Varmeo: ”Varmepumper er afgørende for den grønne omstilling.”

I et presset marked satser SEF-koncernens datterselskab Nærvarme Danmark nu endnu mere på varmepumper. Pr. 10/12 opkøber selskabet den sjællandske konkurrent Varmeos kundebase med varmepumpe på abonnement.

Varmepumpeindustrien har det svært. Men det afholder ikke Nærvarme Danmark fra fortsat at klø på for at fremme udbredelsen af varmepumper som et vigtigt led i udfasningen af fossile brændsler i forbindelse med danskernes opvarmning af boliger.

”For en del danskere kan det være svært at tilvælge en varmepumpe. Det har vi for eksempel set, når tilskudsordninger bliver gjort utilgængelige eller ligefrem udskudt politisk. Sammenholdt med de lave gaspriser har det været en meget vanskelig periode for hele varmepumpebranchen. Vi tror stadig på varmepumper som en helt central del af udfasningen af gas- og oliefyr og er derfor glade for at kunne byde Varmeos abonnementskunder velkommen hos os,” siger direktør i Nærvarme Danmark Claus Holm Andersen.

Hos Varmeo er der også glæde over at kunne overdrage selskabets kunder med varmepumper på abonnement til Nærvarme Danmark:

”De har en stærk koncern bag sig, og deres værdier flugter med dem, vi har i Varmeo. Kunderne får ovenikøbet flere positive gevinster nu, da Nærvarme Danmark for eksempel tilbyder døgnservice til deres kunder med varmepumpe på abonnement,” siger administrerende direktør i Varmeo Peter Veie Gudmand.

”Det betyder selvfølgelig meget for mig at vide, at vores kunder lander et godt og ordentligt sted. Som markedet ser ud lige nu, hvor varmepumpesalget er stagneret, giver det mening at konsolidere sig i markedet. Derfor var det en god mulighed for os at sælge denne kundebase fra til Nærvarme Danmark, hvor vi kunne se, der var et godt match både for os og vores kunder,” siger han.

Adm. direktør i Varmeo, Peter Veie Gudmand og direktør i Nærvarme Danmark, Claus Holm Andersen.

Optimisme trods stagneret salg

Salget af varmepumper dykkede gevaldigt i 2023, og det har gjort vilkårene svære for de virksomheder, der udelukkende har satset på varmepumper. Nærvarme Danmark er en del af koncernen SEF A/S og er derfor ikke lige så sårbar over for branchens nuværende stilstand. Her tror man fuldt og fast på, at salget vil svinge opad igen, med tanke på at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en plan for at udfasning af både olie- og gasfyr inden 2035.

”Der er et behov for at nedbringe danskernes CO2-udledninger fra opvarmning af boliger. Vi vil være en del af løsningen, så danskerne kan vælge os til i takt med, at flere og flere fyr udfases,” siger Claus Holm Andersen.

Nærvarme Danmark overtager Varmeos abonnementskunder pr. 10/12. Kunderne fortsætter på deres nuværende betingelser, men får adgang til et endnu højere serviceniveau med adgang til 24/7 vagttjeneste.

Henvendelser rettes til presseansvarlig i SEF-koncernen, Amalie Højgaard Hellesen. 
Tlf: 51884829, mail: ahh@sef.dk