NYHED

Nærvarme Danmark sænker prisen på varmepumper med 17.000 kroner for at hjælpe danske husejere

SEF-koncernens datterselskab, Nærvarme Danmark, har fået nok af de mange forhindringer, der afskærer nogle danske husejere fra et grønnere alternativ til gas-, olie- og pillefyr. Derfor sænker selskabet nu deres pris på køb af varmepumper med 17.000 kroner og matcher dermed tilskuddet fra Varmepumpepuljen. 

Danske husejere skal skifte til grønnere varmekilder. Det står soleklart. Men vejen dertil er til gengæld ikke altid snorlige. Midlerne fra Varmepumpepuljen, der sikrer danske husejere op til 17.000 kroner i tilskud ved køb af en varmepumpe, er nemlig ikke tilgængelige for alle. Det gælder blandt andet borgerne i Appenæs på Sydsjælland, der de næste fem år er afskåret fra puljens tilskud, fordi fjernvarmeselskabet ikke har frigivet området, efter borgerne har stemt nej til fjernvarme.

Det har fået selskabet Nærvarme Danmark til at sænke prisen på varmepumper markant, så det ikke bliver borgerne og den grønne omstilling, der ender som tabere. Det fortæller direktør i Nærvarme Danmark Claus Holm Andersen:

”Det kan ikke være rigtigt, at borgerne skal komme i klemme på den måde. Derfor sænker vi nu prisen ved køb af varmepumper svarende til tilskuddet fra Varmepumpepuljen. Vi står i en situation, hvor det bliver så snørklet og besværligt, at kunderne mister incitamentet til at vælge en grønnere varmekilde. Derfor tilbyder vi denne løsning for at gøre det enkelt,” siger han.

Varmepumper skal være tilgængelige for alle
Hos Nærvarme Danmark tilbyder de kunderne at købe eller leje en varmepumpe. Prisnedsættelsen gælder udelukkende kunder, der vælger købsløsningen. Men at gøre varmepumper tilgængeligt for alle er noget, der ligger i det sydfynske selskabs DNA. Selskabet var nemlig nogle af de første til at tilbyde varmepumper på abonnement til de kunder, der ikke har mulighed for eller interesse i en større engangsinvestering.

”Den grønne omstilling – især på varmeområdet – går alt for langsomt. Der er for mange systemiske benspænd, der simpelthen forhindrer borgerne i at komme i gang med et både billigere og grønnere alternativ til deres fyr. Derfor ser vi det som vores fornemmeste opgave at gøre varmepumperne tilgængelige for alle, uanset hvor man bor i landet. Det har sådan set været vores mission helt fra starten, hvor vi tilbød varmepumper på abonnement,” siger Claus Holm Andersen.

Alle borgere kan gøre brug af muligheden fra Nærvarme Danmark. Derfor vil nogle opleve at have adgang til dobbelt ”tilskud”, når de køber en varmepumpe. Det gælder de borgere, der også har mulighed for at søge Varmepumpepuljen. Med prisnedsættelsen ønsker Nærvarme Danmark at sætte fokus på problematikken i markedet. Tiltaget er naturligvis forbundet med et tab i indtjening, og derfor er det kun i en tidsbegrænset periode.

Prisnedsættelsen fra Nærvarme Danmark gælder for ordrer, der er bestilt senest den 30. september 2024 og gælder udelukkende ved køb af en komplet varmepumpe-pakke, der inkluderer VVS- og el-arbejde samt inkluderet el- og serviceaftale. Det gælder ikke abonnementsløsninger.


Henvendelser rettes til presseansvarlig i SEF-koncernen, Amalie Højgaard Hellesen. Tlf: 51884829, mail: ahh@sef.dk