NYHED

Fonden SEF donerer 1 mio. kr. til projekt ved Arena Svendborg

I det nye år skal den nybyggede Arena Svendborg danne rammen om hjemmekampene for Svendborg Rabbits og GOG samt kulturarrangementer og meget andet. Og med en donation på en million kroner fra Fonden SEF skal området også rumme flere energibesparende og klimabeskyttende tiltag.

Der er altid et CO2-aftryk på nye byggerier – også Arena Svendborg, der lige nu opføres i forbindelse med Svendborg Idrætscenter. Det ønsker brugerne af de nye faciliteter at gøre noget ved. Derfor har Ryttervejens Venner søgt og fået en donation fra Fonden SEF til at gøre området mere grønt.

“Vi er rigtigt stolte af at kunne give denne donation til lige præcis de her projekter, der flugter så godt med det formål, vi har i Fonden SEF. Det rammer essensen af det, hele SEF-koncernen arbejder med og for. For os er det enormt værdifuldt at bidrage til at mindske klimaaftrykket og højne biodiversiteten på en lokation, der kommer til at rumme sportslige og kulturelle begivenheder til glæde for fællesskabet her i det sydfynske,” siger adm. direktør i Fonden SEF, Jens Christian Lundholt.

Donationen fra Fonden SEF går til følgende:

  • Etablering af solceller på taget af den nye arena. Produktionen af den grønne energi skal samtidig formidles videre til brugerne via infoskærme.
  • Et grønt område ved siden af arenaen omdannes fra tætslået græsplæne til mere vild natur. Krat, planter, træer og vådområder skal øge biodiversitet i området. Et stisystem giver besøgende mulighed for at udforske og nyde naturen lige uden for arenaen.
  • Forberedelse til ladestandere, der vil modtage strøm fra tagets solceller.
Troels Fjellø Mortensen, formand Ryttervejens Venner, Jens Christian Lundholt, Adm. direktør i Fonden SEF og borgmester Bo Hansen. Foto: Tom Andreasen

Naturen er prioriteret

Projektet rummer blandt andet en prioriteret indsats for biodiversiteten. Det er et vigtigt fokuspunkt for Fonden SEF, og samtidig glæder det borgmester, Bo Hansen, at også den del får en plads i det omfattende projekt:

”Jeg føler først og fremmest en stor taknemmelighed over den her donation. Området herude er et centralt omdrejningspunkt for sportslig og kulturel aktivitet, og derfor skal der også være et fokus på at passe på området og sørge for, at blandt andet naturen også får plads. Det er både til glæde for borgere og brugere, at omgivelserne og Arenaen spiller sammen som helhed,” siger han.

”For mig viser det her også, at vi lykkes med at samle mange aktører om store projekter her i kommunen. Det har vi blandt andet også set i forbindelse med det Maritime Erhvervshus. Og det glæder mig, at vi i fællesskab kan komme i mål med helstøbte projekter,” slutter Bo Hansen.

Hos det lokale naturhistoriske museum, Naturama, er seniorforsker Thomas Bjørneboe Berg også begejstret for at naturen er indtænkt:

“Det betyder meget, at naturen spiller en rolle i et projekt af den her størrelse. Det er værd at huske på, at det her især er en gave til de kommende generationer. Natur tager tid, så det kan godt tage 10 år, før man virkelig kan se resultatet af biodiversitetstiltagene. Jeg håber på, at der også bliver plads til formidling af den spirende natur, som de besøgende vil møde og som de anspores til at beskytte”. siger han.

Konsulent ved C&W arkitekter, Christian Thuesen, holder den eg, som blev plantet i fællesskab som symbol på det samarbejde, der nu skal få flora og fauna til at blomstre ved Arena Svendborg. Foto: Tom Andreasen

Henvendelser rettes til presseansvarlig i SEF-koncernen, Amalie Højgaard Hellesen. Tlf: 51884829, mail: ahh@sef.dk