NYHED

Lokale virksomheder sikrer julegaver til udsatte børn

250 udsatte familier – primært børnefamilier og enlige forældre – har i år fået tildelt julehjælp gennem Røde Kors Svendborg. En del af julehjælpen er et gavekort til indkøb af julegaver til børnene. Bag donationen står lokale SEF A/S som initiativtager sammen med Kids Coolshop Svendborg.

Allerede sidste år oplevede den lokale Røde Kors afdeling i Svendborg, at antallet af ansøgere om julehjælp steg. Derfor har de også sat antallet af modtagere af julehjælp op fra 200 de foregående år til 250 sidste år og i år. En del af julehjælpen er et gavekort på samlet set 400 kroner til Kids Coolshop, så børnene i de udsatte familier kan få opfyldt et eller flere af deres juleønsker. Initiativtageren til donationen er den erhvervsdrivende fond SEF A/S.

”Det betyder meget for os at kunne hjælpe udsatte familier i lokalområdet med at få en god jul. Det er en hjertesag for os, at børnene også skal kunne mærke julens magi, og det indebærer også gaver. For os har det samtidig en stor værdi, at vi kan støtte Kids Coolshop ved at købe gavekortene hos dem,” siger chef for bære- og væredygtighed i SEF A/S, Brian Eskildsen.

Forrige år kom ejerne af Kids Coolshop Svendborg, Henrik og Anne Engqvist, med på vognen. De forhøjer gavekortenes beløb med 100 kroner, så familierne i alt får 400 kroner til at indfri børnenes juleønsker.

”Det betyder bare noget for børnene at få en julegave. Og vi ser, at forældrene bliver stolte over at kunne give en gave. Nogle børn får endda selv lov at komme med i butikken og udpege, hvad de skal have med hjem. Det varmer virkelig at se, hvordan deres øjne lyser op, når de kommer ud i butikken og kan få lov til at vælge,” siger Anne Engqvist.

Anne Engqvist, ejer af Kids Coolshop Svendborg, Britt Louise Bendixen Christoffersen, bestyrelsesmedlem i Dansk Røde Kors afdeling Svendborg og Brian Eskildsen, chef for bære- og væredygtighed i SEF A/S.

En del af fællesskabet

Også i den lokale Røde Kors-afdeling er der stor taknemmelighed over, at lokale virksomheder har lyst til at hjælpe de udsatte børnefamilier i Svendborg med at få en magisk jul:

”Det har kæmpe betydning, at virksomheder og butikker støtter op om vores arbejde og gerne vil hjælpe dem, der ikke har økonomi til at holde jul. Det betyder meget for familierne, men det betyder også enormt meget for de frivillige. Vi mærker, at det ikke bare er os som frivillige i en humanitær organisation, der tænker på samfundets sårbare,” siger formand i Røde Kors afdeling Svendborg Wivie Schärfe.

”Vi ved også, at det er noget helt særligt for børnene faktisk at føle, at det er okay udtrykke, at de ønsker sig noget og vide, at det kan indfries af forældrene. Samtidig har de noget at fortælle i skolen eller børnehaven, når julefestlighederne er overstået, og de vender tilbage til hverdagen,” siger hun.

Og den pointe er også af stor betydning for Kids Coolshop-ejer Anne Engqvist:

”Det at være med i snakken om julegaver betyder, at børnene kan være en del af fællesskabet. Ved at støtte med gavekort til legetøj håber vi på at løfte en byrde og bekymring fra familiens skuldre, så de har mulighed for at bruge deres midler på de øvrige udgifter, der er forbundet med at skabe en hyggelig jul.”

Hos SEF A/S er årets donation til julehjælpen også meningsfuld på flere måder.

”Som virksomhed vil vi gerne tage ansvar for at gøre en forskel i lokalområdet. Og når vi både kan støtte op om børnenes fest, samtidig med at vi støtter lokale butikker og leverandører, så giver sådan et tiltag ekstra god mening for os. Årets julegave til vores medarbejdere var også bundet op på et lille, lokalt udvalg af varer samt mulighed for at støtte den lokale Røde Kors-afdeling. Det giver mening for både SEF og vores ansatte, når vi har interne og eksterne tiltag, der rækker ud over os selv,” siger Brian Eskildsen.