NYHED

SEF’s underskud fører til fokus og stram risikostyring

Årsagen til tabet skal findes i to faktorer. Dels valgte SEF Energi under energikrisen, at holde hånden under sine kunder med fastpriskontrakter, det har ført til et tab på 60 millioner kroner. Ydermere tabte koncernen 191 millioner kroner på afdækning af sine tyske vindmøller.  

”Det er et meget utilfredsstillende årsresultat, vi kommer ud med. Vi har naturligvis kigget indad, så vi undgår en lignende situation i fremtiden. Derfor har vi nu strammet op i vores risikostyring i hele koncernen, og desuden valgt at øge fokus på vedvarende energiprojekter lokalt på Sydfyn” siger adm. direktør for SEF A/S Lars Foged. 

Ustabilt elmarked 

Ruslands krigsførelse i Ukraine har haft store konsekvenser for elmarkedet, hvor der har været historiske svingende priser, der har sendt store energiregninger til både private og virksomheder. Det fik også store konsekvenser for SEF, da prisen på strøm, på elbørsen, på få dage steg voldsomt, og der skulle stilles tilsvarende garantier for millionbeløb, for en afdækning af salg af strøm for koncernens tyske vindmøller. SEF valgte at trække sig ud af sine aftaler og tage et meget stort tab, inden det blev kritisk for koncernens økonomi.  

”Det var nogle meget svære og historiske dage i august 2022, hvor priserne steg fra 90 euro/MWh til 1300 euro/MWh. SEF er heldigvis en velpolstret og sund forretning, der kan tage tabet, men selvfølgelig kan vi mærke et tab i den størrelse, men vi har stadigvæk en sund forretning, der skaber vækst på Sydfyn,” fortæller bestyrelsesformand Søren Bøving-Andersen. 

Tilfredse kunder hos SEF Energi 

I et år hvor presset på energibranchens kundecentre har været historisk stort, kårede SEF Energis kunder, for andet år i træk, sig selv til at være branchens mest tilfredse, ifølge det uafhængige analyseinstitut EPSI Rating Danmark. 

Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet af undersøgelsen, men vi kommer på ingen måde til at hvile på laurbærrene. Kåringen motiverer os blot til at gøre endnu mere for vores kunder i fremtiden”, siger Markedsdirektør, Claus Holm Andersen. 

SEF ser positivt på fremtiden 

2022 var et ganske specielt år på energimarkedet, SEF-direktionen ser positivt på 2023, da der udover en strammere risikostyring, også er lavet andre tiltag, som skal sikre et positivt resultat i 2023. 

Vi har fortsat meget tilfredse kunder, vi har strammet op på vores risikopolitik, og derud over har vi brugt slutningen af 2022 og arbejder fortsat her i 2023 på at udarbejde en ny strategisk ambition, som skal sikre os et positivt resultat for 2023”, fortæller adm. direktør Lars Foged.