3.d fra Ørkildskolen har gennem hele deres skoletid rykket nogle af biologitimerne fra klasselokalet og ud på SEFs eng, hvor de har hjulpet biodiversiteten godt på vej. Nu gør de det igen, denne gang for at opleve resultatet af deres arbejde.
Biodiversiteten har trange kår både i Svendborg og i resten af verden, derfor plantede skoleelever fra Ørkildsskolen, sammen med SEF, sidste år 1 hektar eng.
”Hos SEF synes vi, at det er yderst bekymrende, at det står så skidt til med biodiversiteten både lokalt og nationalt, derfor ser vi det som vores samfundsansvar at hjælpe flora og fauna godt på vej. Det har vi valgt at gøre i samarbejde med 3.d fra Ørkildsskolen, som får en unik mulighed for selv at tage del i hele processen, for at skabe en bedre biodiversitet lige her i Svendborg,” fortæller strategisk bæredygtighedsaktivist hos SEF Daniella Schmidt.
Engen er blevet til i samarbejde med biolog, Liza Gaardsted Krogh, der har fulgt engens udvikling siden den blev plantet i maj 2022.
“Ud over den meget smukke flora, som står lige nu, så følger faunaen med, og jeg har bl.a. observeret, at en rådyrfamilie er flyttet ind på engen, men også hugorm og snog er hørt og set. Det er jo fantastisk, at vi på bare et år kan bringe så meget natur ind i blomsterengen,” siger Liza Gaardsted Krogh
Hun har skrevet speciale om projektet, og onsdag den 14/ fra kl. 9-13 skal hun sammen med 3.d ud på engen og finde sommerfugle og blomster, samt undervise eleverne i den fri natur om, hvordan det går med biodiversiteten i Svendborg og ude i den store verden.
”Jeg synes, det var meget spændende at høre om biodiversiteten, og alle blomsterne er meget flotte. Jeg synes at tørken vi har nu, er skræmmende, men det er godt at de her planter og blomster har så dybe rødder, at de kan overleve endnu,” fortæller Asger Mikkelsen fra 3.d på Ørkildskole.
Efter sommerferien rykker Asger og klassekammeraterne igen undervisningen fra klasselokalet og ind på SEF.