Mandag den 12. maj tog Arena Svendborg et afgørende skridt mod at mindske sin påvirkning af miljøet, da de første af planter blev sat i jorden omkring arenaens nordindgang.
Bag beplantningen står foreningen Ryttervejens Venner, og med en donation på én million kroner fra SEF Fonden er det ambitiøse projekt for biodiversitet og grøn omstilling nu for alvor kommet i gang.
“Det er en glædens dag, at vi får sat spaden i jorden og plantet en masse gode ting, som er med til at mindske det CO2-aftryk, der er ved det her byggeri. Og det handler også om helheden i oplevelsen. Når man ankommer til en ny, flot arena, skal omgivelserne spille med. Derfor er vi rigtig glade for, at SEF har valgt at støtte både solceller, ladestandere og det her beplantningsprojekt.,” siger Troels Fjellø Mortensen, formand for Ryttervejens Venner.
Den omfattende donation fra Fonden SEF skal specifikt bruges på tre indsatsområder: Solceller på arenaens tag, ladestandere til elbiler – og omdannelsen af de tætte græsarealer til vilde, grønne zoner med krat, vådområder og hjemmehørende arter.
“Vi er en erhvervsdrivende fond med et formål om at modvirke klimaforandringer. Her kan vi både være med til at skabe grøn energi og styrke biodiversiteten lokalt. Biodiversitetskrisen er sværere at få hænderne omkring end klimakrisen, men den er mindst lige så alvorlig. Når op mod 1.800 arter er truet, handler det ikke kun om naturens egenværdi – det handler også om fødevarer, medicin og livet i havet,” siger Claus Holm Andersen, kommerciel direktør i SEF.